| Oversigt over bøger. |
Det er værd at bemærke at denne historie ikke har afsnittene i kronologisk rækkefølge. Dette er for at kunne give flere synsvinkler fra forskellige personer, over den periode historien dækker over. Det kan endda være at det giver et lille indblik i hvordan hvad planlagte bordspil, der virker kaotiske, nogle gange passer ind i kampagnernes bredere perspektiv. For ét par år siden havde vi en mængde bordspil hvor folk blev spist af varulve, det ledte op til Halloween spillet 2017 og dæmon-natten. Dette er en historie der starter umiddelbart herefter. Hvis du ikke har læst historien for efter dét live spil, så kan du finde den på forummet, eller her.
Et stort tak til Clara og Stefan for at gennemlæse de første kapitler.
For lidt over et år siden blev observationsrummet øverst i Thaumatologisk Instituts højeste tårn i Amarith omdannet til en fængselcelle. De resterende af Trolddomsrådet havde sammen med Lysets Tempel lagt besværgelser og velsignelser for at sikre at deres fange ikke ville undslippe. Fangen var bevistløs da han ankom til cellen der kun var udstyret med de mest basale fornødenheder. Flere uger gik førend fangen vågnede, og alle forsøg på at forhøre ham fejlede. Hans vogtere udstyrede ham med pen, blæk og papir, og efter en uge kunne de fjerne alt papiret, udfydt med skrift i et ukendt alfabet. Flere og flere blev sat til at afkode fangens noter, i håbet om at det ville kunne afklare visse ting omkring dæmon-natten. Det betød også at der ikke var lige så mange der konstant observerede fangen. Efter nogle månder brød der slåskamp ud mellem hans vogtere. De som havde tilbragt mest tid ved cellen havde over det seneste blevet stødt mere agressive og fjendtlige. Resultatet heraf var at vagterne blev sat i rotation, og kort tid herefter, lidt inde i år 201, lagde alle vagterne sig syge for en dag. Intet mere end lidt dårlig mave, men det betød at fangen var uden vogtere i flere timer, nogle uger senere gentog dette, alle vagterne blev syge samtidig, og fangen var uden for observation i flere timer. I et forsøg for at hindre at dette ville gentage sig, blev vagterne indelt i flere hold. Nye vagter blev bragt ind i rotationen, fra templet, instituttet, byværnet, hæren og de kejserlige vagter. På trods af dette, og på trods af at disse vagter ofte kun så hinanden ved vagtskifte, blev dette ved med at ske. Uger eller måneder mellem, men samtlige vagter, selv de som var sat i reserve i tilfælde af at de andre blev syge, blev alle syge samtidig med en lunefuld mave. Mængden af vagter der frivilligt to tjansen med at vogte fangen dalede hurtigt efter et halvt år, og til sidst var folkene bange for at nærme sig hvad der nu kun blev refereret til som “celle nummer ét.”
Kriell vågnede efter tilbageslaget fra magien brugt for at hidkalde alle dæmonerne. Det hele var lettere sløret og værelset han nu befandt sig i gjorde ondt at se på. En fysisk og mental smerte forårsaget af de utal af velsignelser der var ridset ind i gulv, loft, vægge og døren. Han gik hen til døren og forsøgte at lukke den op. Selv med hans ikke uanselige styrke rykkede den sig ikke. Han kunne til gengæld høre en mængde stemmer fra den anden side af døren, og kunne høre en smule af samtalen der. Det virkede til at han ville tilbringe en mængde tid her, indtil han ville kunne bryde ud herfra, men hvordan. Han valgte at forblive tavs da både høje troldmænd og ypperstepræster forsøgte at forhøre ham. De forsøgte endda tortur mod ham, men han bed sig blot i tungen for at undgå at tale. En plan var begyndt at tage form i hans hoved. Under nogle af forhørene gav han små tegn til at forsøge at skrive. Han var sikker på at én af dem ville se hvad der tydeligvis var et ubevist forsøg fra hans side på at kommunikere , og sikkert nok, gik der ikke længe førend de havde forsynet ham med både pen, blæk og rigelige mængder papir. Han startede med at lave lidt små kruseduller på et ark, og brugte det som udgangspunkt for at lave et nyt alfabet. 47 tegn, hvoraf nogle var kendte på andre sprog, og nogle blot lignede kendte bogstaver nok til at man ville tro at det var det eller beslægtet heraf. Et enkelt tegn fra hans fortid benyttede han sig også af. Forhåbningsfuld om at nogen ville genkende det og enten undersøge det nærmere, eller endnu bedre, være meget bekendt med det. Hans tilfangetagere var hurtige til at tage alle hans opdigtede skrifter med. Han havde sikret sig at visse sekvenser blev gentaget med en hyppighed, til at lade de som forsøgte at afkode det, tro at det var et oprigtigt sprog, for "se, der er dette ord i denne sætning, og her på denne side bliver dette gentaget." Han havde da lært lidt om forskellige sprog til at vide om deres opbygning, så det skulle da nok blive underholdende at se hvad de forsøgte at afkode det til. I ugerne efter de havde taget papirene fra ham faldt mængden af "besøgende" som han var begyndt at kalde hans vogtere.
En lille mængde lys faldt ind i lokalet her fra en lille rude og han kunne holde øje med antallet af dage der gik, og længden af dagene. Det var nu vinter. De korte dage gjorde dette klart. Han benyttede tiden i stilhed til at lægge planer, og forsøge at undlade at lade tankerne dvæle på hans frue. Han frygtede at dette ville gøre ham melankolsk, og der var ikke noget han kunne gøre ved situationen eller uvisheden nu. Det måtte ikke blive en svaghed de kunne bruge mod ham. Denne dag var solen ved at gå ned, da der pludselig udbrød slåskamp uden for døren. Han havde godt nok bemærket at vogterne var blevet lidt pirlige, men dette var dog en overraskelse for ham. Andre vagter kom og brød kampen op og for et kort øjeblik var der stilhed uden for døren. Den slags stilhed du kun opnår hvis der står én der undgår at lave lyde. Et lille stykke papir blev skubbet under døren og den usete stilhed forsvandt. Kort efter var der stillet nye vagter ved døren. Kriell samlede papiret op, læste og destruerede det. Han smilte lidt for sig selv og afventede.
Kaptajnen for byværnets nordvestlige sektor, var begyndt at fatte mistanke. Næsten hver gang de som var sat til at hjælpe med at vogte fangen i celle nummer ét hos Thaumatologisk institut, var der indbrud på museet. Det kunne ikke være en tilfældighed; at kun nogle af de lokale amatør tyve elle nyankomne til byen havde været med - det var hvad undersøgelsen viste indtil videre - de som var døde under tyveriforsøget, og de to som var blevet fanget. Det der bekymrede ham mest var at begge som var blevet fanget ved indbrudene, efterfølgende var endt op dræbt i deres celler - i hans eget fængsel endda. Ved begge drab var morderen kommet ind og sluppet ud, uset. Med mindre, og dette bekymrede ham lige så meget, at det var én af hans vagter der stod bag drabene. Men dette var de eneste to drab i fængslet, hvor det ikke var en anden indsat der stod bag - og begge forbundet med museumsindbrudene. Det første, hvor én tyv var sluppet væk fra med et gammelt vissent spyd, som én af museets kuratorer var meget vrissen over var taget da bla bla blabla bla... Hans hørelse havde slået fra for at bevare forstanden efter en længere lekture fra kuratoren. Han var nu nået til den fornemmelse at fangen i celle nummer ét måtte være forbundet med dette. Efter som han var indespæret af troldmændende måtte han være ganske frygtsom, og han formodede at fangen var i stand til at gøre alle vagterne syge ved hjælp af en form for trolddom. Ikke noget han kendte meget til - men det virkede logisk for ham. Hvad der ikke var logisk, var at det kun var alle vagterne der var forbundet med celle nummer ét der blev syge, og selv hvis der blev kaldt reserver ind på dagen, blev de syge. Han havde således udelukket at nogen forgiftede maden, vinen eller andet for at gøre folkene syge - det kunne kun være trolddom mente han.
Et par uger efter sedlen var skubbet ind under døren, var der endnu engang den umiskendelige stilhed af én der står uden at lave lyde. Vagterne havde forladt døren få minutter tidligere. Først den éne, og hurtigt derpå den anden, halvt i løb. Endnu en seddel blev skubbet under døren, Kriell griflede hurtigt nogle instrukser på, og sendte den retur. Stilheden forsvandt. Flere timer senere stod et par nye vagter ved døren. Det generede ikke Kriell at de nu var dér, for hans netværk af spioner, agenter med mere var atter i kontakt, og ved næste nymåne ville vagtene igen blive syge. Alt noget der nu ville få dem til at tro at det var hans dæmoniske side der gjorde dem syge og aggressive.
I en kælder under en kro i Amariths nordvestlige del, står en reol med vinflasker, og tønder. Ikke meget forskellig fra de andre i kælderen, bortset fra en knast der kan trykkes ind på den. Dette er første trin til at få fat i Amariths virkelige underverden. En ung kvinde har netop udført det sidste trin, og mens reolen svinger lydløst op, og uden at skrabe det stampede jordgulv, træder hun ind i en svagt oplyst tunnel. Hun trækker reolen til bag sig og bevæger sig ned i bandens skjulested. Her er varmt, taget i betragtning af at det er vinter og frost der oppe. Banden hér er lidt speciel, frem for den slags du finder i skovene hvor de hærger rejsende og endda ofte dræber deres ofre. Dette er i civilisationens skød, og drab er ikke noget banden ser let på. I civilisation kan du ikke undgå kriminalitet, men selv dette kan holdes civiliseret. Hun gik hen til lederen i denne røverhule. Efter en kort samtale fik hun udleveret en opgave. At hyre en mængde af de elendige røvere i sydvest slummen, og stjæle et bestemt spyd derfra, på én bestemt aften. Hun var nogenlunde ny i banden, og havde ikke megen erfaring med indbrud, men tog med glæde opgaven. Det sidste hun fik at vide var: forbliv uset af vagterne og efterlad ingen vidner blandt de du hyrer. Én uge senere var hun tilbage med spydet, og kunne rapportere at en enkelt goblin var blevet trukket afsted af vagterne. Lederen kaldte straks et andet bandemedlem hen, hviskede i hans øre og han forsvandt lydløst ind i skyggerne. En halv time senere var Kriells vogtere atter syge, og celle nummer ét blev lukket op udefra af den uhørte skygge. Kriell trådte ud, fra det foragtelige skær af velsignelser, og satte kurs mod fængslet. Han var tilbage i tårnets øverste værelse, få minutter førend nye vagter kom og afløste de syge.
Det andet indbrud på Amariths Naturhistoriske Museumsk var blevet fejlslået. Intet var blevet stjålet, men ting var blevet smadret, og for et par dage var det formodet at en stor glas-klar hård sten var taget, men den var rullet ind under nogle hyller. Kaptajnen havde endnu en gang været der personlig for at inspicere og lige som det tidligere røveri, var det tydeligt at de ikke havde arbejdet sammen. Det var endda blevet til kamp og en goblin havde fået hugget hovedet af med et gammelt rustent sværd. Mens kuratoren knævrede løs om blabla bla bla, fokuserede kaptajnen på noget andet. Det så godt nok ud til at det var sværdet som var brugt til at hugge hovedet af goblinen, men, det var sløvt og rustent, så det havde været et perfekt sving. Et held at klingen ikke var faldet fra hinanden. Det kunne måske endda have været et uheld. Med resten af udførelsen af dette fejlslagne indbrud ville det ikke være usandsynligt. En svag lilla farve var at se på såret, gad vide hvad det kunne være.
Stedet her var mørkt. Ikke bare, som et lokale uden lys, eller en overskyet måneløs nat, men en grotte så dybt under overfladen at intet lys nogensinde havde nået hertil. For tusinder af år siden havde der været en mine, der havde blevet gravet ned til grotten, men den havde været forladt efter de havde åbnet til grotten. Ikke fordi der minen var løbet tør for erts, men sandsynligvis fordi alle i minen havde lagt sig øjeblikkeligt syge. Minen havde efterfølgende været spæret af og begravet, og nu, tusinde af år senere lå der en by herover. Han skrabede forsigtigt et tyndt lag af en slimet vækst fra en sten, mens han smældede klik med tungen. Han var selv immun, eller tilvænnet til substansen her, og han var den eneste der kendte til den. Væksten kunne ikke tåle lys i meget mere end et minut, men det var nok til at det kunne forstøves. Når det så først var i kroppen, blev det hurtigt nedbrudt, og resultatet heraf, var som minearbejderne for tusinde af år siden havde erfaret, en gang voldsom inflammation af tarmsystemet. Slimen blev dryppet ned i en lille sort glaskeramisk flaske med lidt vand i bunden, og straks herpå forseglet, så satte han kurs mod overfladen igen.
Det tog et par timer at nå op til et lille hul i byens kloaksystem, og her skinnede solen ned gennem en rist. Han lod det reflekterede lys dræbe den slim som klingede sig til hans tøj og sko, inden han satte af sted gennem kloakene. Da disse i sin tid var blevet udgravet og opbygget, havde arbejderne haft lys i form af små hule udhæng fra væggene, brugt som olielamper. Nu var det meget sjældent at nogen fra byen kom herned, og det blev hovedsageligt brugt som genvej fra en bydel til en anden, uden at vagterne eller andre nysgerrige øjne kunne følge én. Komplekset af kloaker og tunneller under byen var ikke kortlagt og det hændte at eventyrere kom herned, og for vild. Han nåede nu til en af disse olielamper, der ikke så anderledes ud end de andre, men på væggen modsat var et lille mærke ridset ind i en af stenene. Han rakte hånden op i hulrummet i lampen og trak i et skjult håndtag. En sektion af væggen ved siden af trak sig baglæns, langt nok til at han kunne smyge sig ind og lukke den hemmelige dør efter sig. De soddækkede vægge her sikrede at lys nede fra den hemmelige gang ikke kunne slippe ud gennem den nu lukkede dørmekanisme. Ved gangens ende var en tændt olielampe og en låst dør. Han bankede på døren med en kode af bank og pauser, og låste så døren op ind til en anden del af Amariths underverden.
Han havde engang været paladin, en forkæmper for Lyset i en fjern tid - han havde været vogter af den menneskelige civilisations største konge nogensinde, og sørget efter hans død. Året efter var han blevet gennemboret af et monsters hånd mens han var i sin rustning. Han havde efterfølgende vågnet i den næsten nedbrændte by, og en sult efter blod havde sendt ham væk i skam fra den verden han havde været beskytter af. Det ville snart være aften, og han havde fået en opgave fra sin leder, et papir der skulle leveres til hvad der blev anset som den bedst bevogtede fangecelle i Amarith. Ikke blot skulle man forbi porten hvor folk normalt blev sendt væk af de yngre troldmænd der stod vagt dér, men forbi biblioteket, med dets magiske alarmer der var beregnet til at hindre folk i at bryde ind og stjæle de ganske værdifulde bøger om højniveau trolddom, men så videre ind gennem gange, lokaler og haver til bygningen hvor tårnet her var en del af. Et af de højeste i Amarith, kun overgået af paladset, og brugt indtil for nylig til at lave observationer af stjernehimlen, samt eksperimenter med ustabile formularer. Men nu var det et fængsel med én celle. Det var kun et par uger siden han havde leveret et brev til cellen. Han smilede et bredt, tandrigt smil, og så snart solen var gået ned fløj en halvstor flagermus af sted hen over i Thaumatologisk Institut, direkte til et vindue under cellen, der meget belejligt stod på klem. En meget lokal tåge drev lydløst ind gennem vinduet og få minutter senere havde vagterne travlt med at løbe forbi en skygge på vindeltrappen for at nå på toilettet hurtigst muligt. Han kunne blot have hypnotiseret dem til at slås igen, og glemme alt om hans tilstedeværelse, men det var for nemt.
Et netværk er kun så stærkt, som dets medlemmer, og det hænder at medlemmer mistes. Et skib med flere af netværkets medlemmer var gået tabt i farvandet nord for Tyrien forud for en dødemaners forsøg på at indtage Thyrien, og det gjorde det vigtigt at afprøve potentielle nye folk. Kriell havde sendt en liste ud til Amariths bandeleder; en liste med navne og opgaver, og resultaterne var så småt på vej ind. Han gennemså rapporten der netop var afleveret af skyggen. En af Kriells bekendte fra Vlethon skulle skaffe en lilla-lysende magisk krystal kugle fra en samler i Bla'gar, og hvor han havde haft success ved at videredelegere opgaven til en gruppe af omvandrende orker og gobliner, var han endt med at selv blive berøvet af dem. Kriell stregede hans navn fra listen - han havde ikke taget opgaven her alvorlig nok til at selv være med til at sikre kuglen - men måske skulle der ses nærmere på gruppen han havde hyret. Kriell gjorde note af dette og læste videre i rapporterne. Han holdt kommunikations vejene til Thyrien ekstra diskrete nu hvor Astrid var vendt tilbage til tronen, men selv her blev der rekrutteret til Kriells netværk, og én af de seneste var også en goblin.
Freng'kil, landsbyen i Bla'gar, var foruroligende nok blevet ramt af flere brande. Den først hos samleren, hvor det var formodet at den gamle mand var faldet med et tændt lys i baglokalet hvor det tørre tømmer til samlerens legetøjsværksted blev opbevaret. Kriell tænkte et øjeblik. Der skulle have været flere magiske genstande dér men de var nu gået tabt. Ærgeligt, da det kunne have været en god prøve for andre. To var døde ved branden, og ved andre a brandene var der ligeledes fundet afdøde - hvoraf den ene tydeligvis havde været skåret op på forhånd, og der havde været tegn på at vedkommende havde været bundet til et bord imens.
En ny rekrut i Kaali kunne Kriell kun finde fryd i at læse om. Vedkommende havde trængt ind på kongsborgen gentagende gange over de seneste to måneder, sikret i alt 37 magiske genstande, og legendariske artefakter, en større formue fra skattekammeret, samt ved sidste indbrud, ryddet køkkenet for mad. Der var ingen beskrivelse af denne rekrut, men genstandene var nu opbevaret sammen med de andre stjålne magiske og legendariske ting i en hule i Fel'van, og alle pengene var gået videre til netværket. Det eneste rekrutten ville beholde var maden. Kriell beordrede denne til Zaroth, hvor en drage i et tårn udgjorde problemer for andre i at hente et, efter sigende, magisk gardin.
Sheriffen kiggede skuffet på vagten der var ved at skrubbe gulvet i fængslet. Endnu et drab i cellerne. Endnu en gang massere af syge vagter, pånær ved museet, der endnu engang var blevet brudt ind i. Vagten på museets tag var blevet overmandet, og efterladt til at fryse ihjel sammen med en afklædt ork. De to mistænkte for indbrudet havde været dværge, og begge døde. Den ene af naturlige årsager da han blev bragt til fængslet under gårsdagens snestorm, og den anden i sin celle. Ingen af vagterne havde set nogen nærme sig fængslet, eller bevæge sig rundt heri - men sigtbarheden udendørs var dårlig under snevejret så den udendørs overvågning var til at forstå. Hans vagter der patruljerede rundt på det aflåste museum havde hørt et af ovenvinduerne blive smadret, og fået bekræftet fra vagten på taget at det var ham der var væltet. Vagtens rustning og uniform var blevet taget fra ham, men vedkommende der havde brugt det som uniform var faldet ned fra taget, måske da han forsøgte at krydse på den improviserede bro som var blæst ned og nær havde dræbt den mistænkte dværg der nu lå i en kasse i lokalets hjørne og hvis blod var ved at blive moppet op. Yderligere ét lig var blevet fundet ved siden af museet. En skovtrold på den modsatte side af hvor broen var blæst ned.
Kuratoren havde gjort et stort nummer ud af at en gammel støvet bog var blevet taget, og var blevet knotten og yderligere hoven da sheriffen havde sagt at han havde flere, og at de vel nærmere hørte hjemme på et bibliotek. Ud over det knuste ovenvindue, var der over lokalet bogen var stjålet fra, en mere elegant åbning end tidligere. Den ene af glasruderne var skåret fri fra blyindfatningen, og denne gang var montren ikke blevet smadret, men låsen dirket op. Lige som med spydet, var der én der var sluppet væk med tingen... Eller den kunne være blæst væk da han førsøgte at stikke af med den over tagene.
Rebet der blev fundet indbruddet var tydeligt til maritimt brug - endnu en ledetråd der førte til Amarits havn. En deling mænd blev sendt dertil for at spørge rundt. Alle de dele der havde været brugt til at trænge ind på museet lå foran ham. Planken, to reb, en kniv, og en solid træstok. Han kiggede nærmere på planken. Ud over et par friske ridser og buler, virkede det til at være høvlet og et hul i plankens ene ende var boret for nylig. Den havde stadig den karakteristiske duft af nyforarbejdet træ. En snes vagter blev sendt ud for at høre ad blandt tømrer og snedkere i byen, om nogen kendte til denne tykke, borede planke.
Først hen ad solnedgang kom én af vagterne tilbage med godt nyt. En snedker havde solgt netop sådan en plade dagen før til et menneske, en dværg og en ork. Snedkeren var fulgt med, og kunne udpege den frosne ork, men det nedstyrtede menneske i vagtens rustning var en mand, og køberen havde været en kvinde, og om én af de to døde dværge var den samme som havde ledsaget kvinden til købet af pladen, kunne han ikke sige med sikkerhed, kun at disse var meget tarveligt klædt i forhold til den dværg der havde købt hos ham. Sheriffen konkluderede at de to købere af pladen ikke var blandt ligene, og derfor måtte eftersøges. En kunstner blev tilkaldt for at skitse deres udseende ud fra snedkerens beskrivelser, så deres ansigter kunne sættes på plakater gennem Amarits gader - endelig ville han have de usle tyve.
Vin reolen lukkede endnu en gang bag hende mens hun var på vej ud. Hun skulle ned til havnen og rekruttere rakkerpak igen. Denne gang skulle hun samarbejde med en dværg, Hammergod, som hun skulle mødes med senere. Calliandré, var navnet givet til hende for denne opgave. Hun rettede sin kappe mens hun gik hen til vinkælderens trappe. Calli.. øh.. Navnet var væk. Dværgen sad ved et bord i kroen og hun gik hen til ham. “Hammergod?” Han kiggede op, nikkede, og rettede på noget under sit skæg. “Vi mødes i gyden sydvest for museet ved middag,” fortsatte hun. “Jeg er Ca... Cal..” Hun forstummede, blank i ansigtet. “Calliandré.” Svarede dværgen for hende. “Jep, det er mig. Calliandré.“
Det var altid muligt at finde nogen desparate nok til at ty til kriminalitet her ved havnen, og hun var lidt af en ekspert i at udpeje disse og lokke dem til at være med, mod selvfølgelig at blive lovet betaling. Kun én enkelt takkede nej af de hun spurgte, og hun bad dem møde op samme sted og tidspunkt, som aftalt med Hammergod. Sneen var begyndt at falde her til morgen, og de var ekstra villige med udsigten til at kunne købe varmt tøj. Ikke at banden havde i sinde at de skulle kunne efterlades som vidner. De skulle blot bruges som værktøj til at få udført arbejdet her, og efter som de alle begik tyveri eller røveri af én form eller en anden, og her i bandens område, var dette deres straf. Den eneste der havde takket nej, havde spurgt til hendes navn, hvilket hun allerede havde glemt igen.
Kriell tørrede den blodige hjernemasse af i den bedøvede vagts kappe og forlod fængslet samme vej han var kommet ind. Uden for i snestormen, stod skyggen klar til at tage imod daggerten. Det var nu tredje gang at han skulle rydde op efter kvinden, men indbruddet havde været en success, og hun var klart blevet bedre til dette. Sikkerheden var blevet forøget på museet, og ville blive forhøjet yderligere efter dette. Tid til et nyt mål, så vagterne vil blive spredt mere. De satte kursen tilbage til Thaumatologisk Instituts, og da de ankom til en ubevogtet side indgang, overdragede han sin snedækkede kappe til den stille skygge, og bad ham bringe bandens rapport på opgaven, så snart denne var klar. Herefter satte Kriell alene gennem instituttets gange, trapper og korridorer indtil han var tilbage i sin celle. Bogen var allerede på vej til Fel'van, hvor den ville blive i længere tid.
Aftenen efter blev et stykke papir stukket under døren. Kriell læste i rapporten hvordan sheriffen havde fået én til at tegne billeder af dværgen og kvinden. Der var også en kort beskrivelse af skitserne - sort hætte der skjulte alt andet end henholdsvis skæg og hage. Han fik næsten ondt af sheriffen - så tæt, og så alligevel ikke. Han tænkte for en stund mens han forestillede sig et kort over øen, med brikker af forskellige farver og tegn. Mentalt flyttede han den ene brik fra Amarith til Kaali, hvor han netop for få måneder siden havde flyttet én brik fra. Han skrev ordren på papiret, at hun skulle sendes til Kaali, hvor et levn fra dragekrigen skulle være til at støve op.
Sheriffen havde sendt vagterne fra nordvest sektoren af Amarith rundt til markedspladserne for at søge efter rygter om dværgen og kvinden. Han stod selv på én af disse af byens torve, og kiggede ud på den sneklædte plads. Det var de handlende han holdt øje med. Og især dem i sort kappe. Dem var der flere af end han havde forestillet sig. Havde kappen så bare været bragende rød, så havde han kunne begrænse det til 3-4 stykker over den seneste time. Dette var en uoverkommelig opgave, men han hold alligevel øje efter en dværg og en kvinde i sort kappe.
En pludselig turmult fik ham til at spejde hen i et område af torvet, hvor én handlende råbte at han var blevet bestjålet. Stroppen der holdt hans pung var blevet skåret af. Sheriffen trak den overskårne strop fra den handlendes bælte, og begyndte at udspørge ham om han havde set hvem det kunne være.
Calliandré møvede sig forbi sheriffen, og undskyldte sig, mens hun nu var på vej til havnen. Ikke for at rekruttere, men for at tage til nye jagt marker. Ingen hørte mønterne klirre fra pungen i hendes hånd.
Nedro kiggede på plakaten af sig selv. 500 sølvmønter i dusør, var han oppe på nu. Små-skovene her i det sydlige Gaarlod var et glimrende tilholdssted. Højere magter havde sørget for at de nu skulle fragte et par vognlæs fra Fel'van til en ork-smed i det sydlige Bla'gar. Nedros bande var blevet kendt som Snesen da de var tyve. Altså tyve som i tallet, men også af profession. Over de seneste par år havde Snesen vokset til næsten det dobbelte, og for lidt over to år siden havde Snesen underlagt sig en adelsmand fra Thyrien, og på hans ordre, bygget små fæstningsværker i de midt-Tyriske skove, og fra disse forsøgt at holde sig på god fod med de lokale landsbyer. Ikke en dårlig idé fra adelsmanden, viste det sig, for inden for de dobbelte palisader stod nu en landsbyboer fra den nærliggende landsby med plakaten, og advarsel om at en gruppe eventyrere var på vej for at få dusøren.
Alle i Snesen var udstyrret med bue, pile, sværd, daggert og skov-farvet tøj. En donation fra adelsmanden havde endda sørget for at de den-gang tyve medlemmer af banden havde pladerustning dækket af stof og læder til hvis kampe skulle opstå, og de skulle forblive uopdagede - Så ville det jo ikke give mening at de raslede med metal forud for kampen. Manden fik en belønning og blev sendt tilbage til landsbyen mens de gjorde klar til at modtage eventyrerne. Derefter ville kursen blive sat over floden til det nordlige Syd-Thyrien, og derfra gennem bakker og skove til Bla'gar. Der var endda et brev til ork smeden fra adelsmanden.